DEN 82-ÅRIGE KNUD DANTOFT
NÅEDE AT FÅ 54 RADIO-ÅR

Af Steen Rønn

 54 aktive elektronik-år. Dette imponerende tal blev opnået af den nu 82-årige Knud Dantoft, der bor i Aalborg - den by, hvor han tjente S. P. Radio gennem 41 år. Han er stadig aktiv på radio-området, men nu er det ”kun” som radio-amatør.

 Dantoft er fortsat frisk, og hans hukommelse fejler intet. Alle begivenheder og årstal dukker straks op på lystavlen, når Resonans’ udsendte stiller spørgsmål til et helt livs oplevelser.

 Dantoft blev født den 1. maj 1929 i Struer, men det var ikke meget, han kom til at opleve af radiobyen i første omgang, for hans forældre flyttede til Aalestrup i Himmerland, da han var et halvt år. Faderen var beslagsmed og skoede heste i Struer og fik et bedre job hos en smedemester i Aalestrup.

 Da den unge Knud gik ud af skolen i 1943 som 14-årig, var der ikke noget, der hed at gå og daske. Han fik et job i en tørvemose, men havde lyst til radioer. Han havde allerede bygget sine egne apparater og havde en masse radiosager.

 Radioreparation i stedet for cykler

 I Aalestrup lå cykelfabrikken Jyden, men da krigen begyndte, varede det ikke længe, før den ikke kunne få cykelstel fra sin hidtidige tyske leverandør, Neumann. Over disse stel byggede Jyden ellers sine egne cykler op, men leverancebesværet betød, at der ikke var nok at lave på fabrikken, og ledelsen fandt så på at slå sig på radioreparation. Mange radiohandlere – f. eks. cykelsmede eller elektrikere i mindre byer eller ude på landet – havde ikke grej til alle reparationer og tog med kyshånd mod Jydens tilbud om at hjælpe med reparationer.

 På cykelfabrikken blev der oprettet et reparationsværksted, som til sidst også byggede egne Jyden-radioer. Der købtes færdige chassiser, som blev monteret i kabinetter fremstillet af lokale snedkere. Da virksomheden var på sit højeste, var der ansat 8 mand i radioafdelingen. 

Mens 14-årige Knud arbejdede i tørvemosen, indrykkede Jyden en annonce i den lokale avis, hvori fabrikken søgte en radiomekanikerlærling, men da der krævedes realeksamen af ansøgere, anså han det for håbløst at søge. Men på Jyden vidste man godt, at der gik en radiotosset dreng rundt i byen, så da faderen en dag stødte på Jydens direktør, spurgte denne, hvorfor Knud ikke havde søgt lærepladsen. Faderen nævnte problemet med den krævede eksamen, hvortil direktøren sagde: ”Ligemeget med den. Lad Knud komme ned til mig”. Og under dette besøg blev Knud ansat og kunne straks begynde i pladsen.

 Under den 4-årige læretid gik han på Teknisk Skole i Aalestrup og blev undervist i almene fag. Radioteknik blev han undervist i ved at besvare skriftlige opgaver, som han fik tilsendt hver uge fra Teknologisk Institut i København. Her foregik også eksamen i henholdsvis 2 og 3 uger.

 Jyden arbejdede ikke for tyskerne, som dog krævede at kunne leje et værksted i fabriksbygningen til reparation af biler. Jydens direktør var med i den lokale modstandsbevægelse, hvor Knuds far havde ledende opgaver. Han var åben om sit modstandsarbejde og fortalte Knud alt, hvad han foretog sig. Knud fik kurér-opgaver og var også med til en enkelt våbennedkastning, nytårsaften 1944.

 Mest lærerige år hos B&O

 Efter at have fået sit svendebrev i 1947 var Knud Dantoft ansat på Jyden i ét år, men ville så prøve nye græsgange og fik ansættelse på værkstedet hos P & P Radio på Fredenstorv 2 i Århus. 

I 1950 blev han indkaldt til telegraftropperne i Ryvangen i København. Han er født med astma, og da han mødte op på kasernen, havde han tillige influenza og blev sendt til militærlægen straks. Denne beordrede ham sendt videre til Rigshospitalet, hvor han var indlagt i 14 dage. Lægerne erklærede, at han var uegnet til militærtjeneste, og indstillede ham til kassation, og efter én måned i trøjen var han fri. Astmaen kom senere i medicinsk behandling og holdes fortsat i ave med medicinbehandling, så den er ikke noget problem.

 Pludselig stod Knud Dantoft ”på gaden” uden planer for fremtiden og uden umiddelbare jobtilbud, men kom så i tanker om, at han i Århus havde haft en kammerat, som senere havde åbnet værksted i Hundstrup ved Thisted. Ham kontaktede Dantoft, og han ville gerne ansætte ham med kost og logi, men havde ikke råd til at betale løn. 

Efter et halvt år i Thy så Dantoft en annonce fra B&O, som søgte en alsidig radiotekniker, og han fik jobbet. Ronnys Kaas’ morfar var chef for afdelingen, da Dantoft kom, og han blev senere efterfulgt af Ronny Kaas’ far, Anton Kaas Mortensen. Arbejdet var retning af fejl i radioer fra båndet og reparationer, som forhandlernes værksteder ikke selv kunne klare, og de 6 år, Dantoft var ansat i Struer, var hans mest lærerige, fortæller han, fordi han bad om at prøve alt i afdelingen.

 -Jeg mødte Peter Bang mange gange. Han var en levende og videbegærlig mand, som ville være med i alt, og han kom meget rundt på fabrikken og snakkede med folkene, erindrer Dantoft, som også grinende fortæller om en episode, hvor Peter Bang fik ødelagt et pænt jakkesæt af maling, der sprøjtede rundt i lokalet!

 2 stridige mænd mødtes 

Dantoft var begyndt at eksperimentere med amatørradio, allerede mens han stod i lære. Efter krigen blev han medlem af EDR, Eksperimenterende Danske Radioamatører, og hos B&O fik han rig lejlighed til at dyrke sin hobby. I den lokale klub var der 26 medlemmer, vist alle ansatte hos B&O, og Peter Bang påskønnede deres interesse ved at hjælpe dem på alle måder, f. eks. ved at låne dem en lastvogn til at fragte antenner på, når der skulle eksperimenteres ude i naturen. Mens Dantoft var ansat i Struer, var han i et par år medlem af EDRs hovedbestyrelse.

 Efter 6 år i Struer, i 1956, syntes Dantoft, at han havde lært nok til at kunne søge en stilling på en anden radiofabrik. S. P. Radio i Aalborg søgte en fuldbefaren mand, der skulle kunne videreudvikle fabrikkens fjernsyn.

 Dantoft reflekterede på annoncen og stillede nogle krav til arbejde og løn. I sit svarbrev gik S. P. Radios ejer, Simon Petersen, kun ind på nogle af kravene, hvilket fik Dantoft til at svare tilbage, at de vist lige så godt kunne droppe den ansættelse. 

-Simon Petersen var vant til , at når nogen søgte arbejde, var det ham, der førte ordet og bestemte, og så kom jeg her og stillede krav. Havde man hørt magen! fortæller Dantoft, som regnede med, at sagen var ude af verden efter hans brev nummer 2.

 Men så ringede Simon Petersen og fortalte, at han kom til Struer lørdag kl. 10 for at drøfte ansættelsen. Efter en halv times snak og en kop kaffe var Simon Petersen mør, og Dantoft fik alle sine krav igennem! Blandt hans krav var, at han måtte fuske på fabrikken, bl. a. med sine amatørradioer, men Simon Petersen var ikke vant til, at folk gik og rodede på værkstedet om aftenen. Lidt modvilligt gik han ind på Dantofts krav, og denne fortæller, at han under sin ansættelse hos S.P. Radio altid havde et godt forhold til Simon Petersen, og at der aldrig opstod problemer med fuskeriet.

 Egne fjernsyn fra Ryesgade

 Ved Dantofts ansættelse havde S. P. Radio fabrikation i en større 3-etages bygning i baggården til Ryesgade 40 i Aalborgs vestby. Hele området var bebygget med 4- og 5-etages lejligheds-ejendomme, og inde i en karré var der typisk en smule beboelse, håndværksvirksomheder og garageanlæg. Nærværende skribler gik på Ryesgade Skole i mellemskolen i 1956-59 og passerede forbi S. P.s adresse hver dag på vej til skole og hjem igen uden at ane, at der fandtes noget så spændende som en radio-tv-fabrik inde i en baggård!

 Dantoft kendte til tv fra sin tid på B&O, og ved sin ansættelse var han den eneste på fabrikken i Aalborg, der vidste, hvilken teknik der gemte sig inden i et fjernsynsapparat. De første tv-apparater, S. P. solgte, var Ruhe-apparater med S.P.s logo på, men nu ville Simon Petersen i gang med sin egen tv-produktion. Ingeniør Erik Fruensgaard blev hentet fra B&O til Aalborg, og han og Dantoft gik i gang med at konstruere det første apparat, som kom på markedet i 1957. Det fik modelbetegnelsen 5717 (1957 og 17 tommer) og konstrueredes ret hurtigt også i en 21 tommers udgave. 

Dantoft arbejdede kun ét år på fabrikken i Ryesgade. Forholdene her var for trange, og der var ingen mulighed for udvidelse. Simon Petersen købte en industrigrund på Riihimäkivej (Aalborgs finske venskabsby) i Aalborg-forstaden Skalborg, hvor han lod opføre en stor og moderne fabrik.

 Her fortsatte Dantoft med at være med til at konstruere fjernsyn, og der udvikledes også en 23 tommers model. Apparaterne kom i alle slags kabinetter. De første apparater kunne også fås med radiogrammofon, men den produktion holdt ret hurtigt op. En overgang blev der også kun bygget tv’er. 

Protest fra blyantfabrikken Viking 

Allerede i 1949 havde Simon Petersen fået ingeniør Gunnar Thygesen til at udvikle en skibsradio til sin egen båd. Den skulle have haft navnet Viking, men det protesterede blyantfabrikken af samme navn over, og så fandt man på et andet godt navn: Sailor. Denne radio produceredes sideløbende med den anden produktion. 

I 1961 indledtes produktionen af en nyudviklet skibsradio-modtager, 16T, rent transistoreret og i metalkabinet, og Dantoft fik til opgave at rejse landet rundt og præsentere den nye model for radio- og skibsradioforhandlere. 16T fik senere indbygget en sender på 1W med en frekvens tilladt til tvillingtrawlere. Dantoft lavede de første installationer på skibe og foretog eksperimenter i bl. a. Hirtshals med f. eks. antenner. Kutterne sejlede med forsøgene i én uge ad gangen.

 Dantoft blev så prøvemester for skibsradioerne, og derefter kørte han i nogle år rundt i hele landet i en stor varevogn, der var indrettet som rullende værksted med alle nødvendige instrumenter. Han installerede skibsradioer og foretog også reparationer, idet ikke alle forhandlere rådede over alle instrumenter.

 De sidste fjernsyn revet væk

 I 1964 fortalte Simon Petersens fine forretningsmæssige næse ham, hvilken vej det var ved at gå med afsætningen af fjernsyn. Han kaldte funktionærerne sammen og fortalte, at der ved årets udgang vil blive sat stop for radio- og tv-produktionen. Men alle blev pålagt tavshedspligt, fortæller Dantoft, for der var et større lager af tv-apparater, og dem ville Simon Petersen gerne have solgt, inden offentligheden fik noget at vide.

 -Da det blev kendt, at S. P. Radio ville hellige sig skibsradio-produktionen helt, blev folk helt vilde med at sikre sig et eksemplar, husker Dantoft, og de sidste tv’er blev revet væk!

 Ingen blev fyret, og produktionen af radio-tv gled meget hurtigt over i skibsradiofremstilling.

 I 1978 flyttede S.P. Radio igen til en ny fabrik, på Porsvej i nærheden af Riihimäkivej, og her blev Dantoft servicechef. En del af tiden var han også ude i verden som salgschef.

 -Jeg havde et meget fint forhold til Simon Petersen, selv om han var noget kantet, fortæller Dantoft og fortsætter: - Han vidste, hvordan jeg ville have det, og jeg vidste også, hvordan han helst ville have det. I starten var vi Des, men da jeg fik båd, kom Simon og spurgte, om vi ikke skulle være dus!

 Næste generation rykker ind

 Simon Petersens søn, ingeniør Ole Simon Petersen, var teknisk direktør på fabrikken, og det kunne ifølge Dantoft godt give anledning til lidt  problemer mellem far og søn. Det var planlagt, at Ole skulle overtage virksomheden, og det skete i 1983.

 Dantoft: - Efter at Ole havde overtaget virksomheden og ledelsen, ville Simon fortsætte med at have rådighed over sit gamle kontor, men Ole ville have ham ud. En morgen, da Simon dukkede op, var hans kontor tømt, men han blev ved med at komme på fabrikken. Så kaldte Ole alle ingeniører sammen og sagde, at ”enten holder I med mig eller med min far”. Men jeg fik lov til fortsat at snakke med Simon, fordi jeg havde været der så længe! 

Simon Petersen kom forbi engang imellem for at snakke med Dantoft, men fik ellers ikke adgang til fabrikken. Dantoft kan huske, at det spændte forhold mellem far og søn blev mildnet med tiden og vist endte ret godt.

 -Jeg kom godt ud af det med Ole, selv om han var lige så opfarende som faderen, men han ejede ikke samme klippefasthed, siger Dantoft. – Vi var ofte sammen på ture med kunder eller ude og spise med dem.

 Fabrikken solgt til udlandet

 I 1993 solgte Ole Simon Petersen S. P. Radio til EuroCom Industries, og funktionærerne blev inviteret til afskedsfest hos ham i hans villa nord for Göteborg – et helt døgn betalt. Ole Simon Petersen flyttede senere til Belgien, men vendte tilbage til Sverige. Han har aldrig efter salget besøgt fabrikken, men folk fra fabrikken har besøgt ham i Sverige.

 I 1997 stoppede Dantoft, og der blev holdt en stor afskedsfest for ham på fabrikken. Han fik sin firmabil, en Volvo, i afskedsgave – den kører fortsat fint, og han har for øvrigt netop fået fornyet sit kørekort.

 Dantoft stoppede ved fratrædelsen med at have sin gang på fabrikken, men fik en aftale om at blive brugt som konsulent, og det hænder stadig, at der ringes fra fabrikken, som vil have noget at vide, eller at en kunde har brug for en oplysning, som kun han ligger inde med. Og fra fabrikken overbringes der stadig hilsener fra gamle forretningsforbindelser.

 Simon Petersen døde i 1994, 93 år gammel, og en kreds af gamle medarbejdere, deriblandt Dantoft, enedes da om at stifte SP-klubben, som i dag har ca. 120 medlemmer, der dog ikke alle har kendt Simon Petersen personligt. Hvert år på Simon Petersens fødselsdag, den 10. september, møder medlemmerne talstærkt op til en festlighed med spisning og et indlæg fra et medlem.

Knud Dantoft dyrker stadig amatørradioen som OZ 5 KD. Her sidder han ved mikrofonen foran sine radioer.

Knud Dantoft fik ved sin afsked fra S.P. Radio en Sailor-skibsradio af typen 1000B, den sidste i produktserien. Effektmæssigt er det den største Sailor-radio, der er produceret, idet den har en effekt på 1000 W (til sammenligning har en normal amatørsender kun 100 Ws effekt). Radioen bruges af alle slags skibe og også af de danske ambassader verden over, så de kan få kontakt til Udenrigsministeriet, hvis det almindelige telefonnet svigter. Radioen har også amatørbølgelængder, og med dens store effekt har Dantoft ingen problemer med at blive hørt tydeligt over hele kloden.

Foto 62. Simon Petersen fyldte 90 år den 10. september, og dagen blev fejret ved en fest for hele personalet i kantinen på fabrikken på Porsvej. Her sidder han sammen med Knud Dantoft.

Foto 80.   3 generationer: Ole Simon Petersen, Simon Petersen og  Ulf Simon Petersen. Foto: Knud Dantoft

Foto 3. Simon Petersen på vej ind i fabrikken på Porsvej. Foto: Knud Dantoft

Prokurist Holger Kaasby (med ansigtet til) får en krammer af Simon Petersen. Foto: Knud Dantoft

Foto 43. Simon Petersen brød sig ikke så meget om offentlighed omkring sin egen person og var heller ikke meget for at blive fotograferet, og her ved fødselsdagfesten ser han ud til at sige til fotografen, Knud Dantoft: ”Du véd godt, at jeg ikke vil fotograferes!”

Foto F.  Fabrikken på Riihimäkivej; det er taget efter 1964, for på facaden står der Sailor Skibsradio. Bil-kendere kan nok tidsfæste det. Foto: Knud Dantoft

Den nye fabrik på Porsvej. Foto: Knud Dantoft

Dette fotografi af Simon Petersen, hvis kælenavn blandt medarbejderne var Gamle Ørn, hang på trappen bag indgangen til den nye fabrik på Porsvej, så ingen kunne undgå at se ham i øjnene, når de mødte på arbejde. Da virksomheden i 1992 blev solgt, tog de nye ejere billedet ned, og det hænger i dag på Aalborg Søfarts- og Marinemuseum, der har en stort set komplet samling af Sailor-skibsradioer, som museet har købt eller fået som gaver. Foto: Knud Dantoft

Af Steen Rønn, redaktør af Resonans, medlemsblad for Radiohistorisk Forening Vest

Den 21. januar 1993 var Jens Bang, søn af den ene af B&Os stiftere, Peter Bang, på besøg hos Simon Petersen i Aalborg. Det var i sidste øjeblik, at en række historiske oplysninger blev optaget på bånd, for Simon Petersen døde 3 måneder efter deres samtale. B&O har stillet en ordret gengivelse af samtalen til rådighed for radiosamlerforeningen Radiohistorisk Forening Vest (www.radiohistoriskforeningvest.dk), og Steen Rønn, Hjørring, der er redaktør af foreningens medlemsblad, Resonans, har skrevet det følgende referat af samtalen.

Simon Petersen fortæller, at han gerne ville optages på Århus Elektroteknikum, men fik at vide, at den eksamen, man fik på teknikum, ikke gjaldt for stærk-strømsinstallatører, medmindre man var udlært elektriker. Så sprang han fra, og på 3 måneder blev han udlært elektriker. Derefter kunne han blive stærk-strømsinstallatør og kom ind på teknikum et år senere, og dér traf han så Peter Bang og Svend Olufsen. Olufsen kom et år senere; han havde været syg, formentlig af  tuberkulose, siger Simon Petersen.

Svend Olufsen var ordblind

Simon Petersen fortæller, at han skrev de fleste af Svend Olufsens rapporter på teknikum, for Olufsen var ordblind, meget ordblind. Man vidste ikke, hvad det var dengang. Når Olufsen kom på besøg hos Simon Petersen, skulle de ud og drikke kaffe, og så vidste Simon Petersen, at der skulle laves noget.

Svend Olufsen havde 2 værelser lige ved siden af hinanden, og Simon Peter-sen boede lige ovre på den anden side af gaden, så de kunne omtrent spytte over til hinanden. Peter Bang havde også 2 værelser, det ene blev brugt til radioværksted og det andet til at sove i. Dér arbejdede Simon Petersen og Bang - nætter og dage siger Simon Petersen selv - med radio og atter radio. De frem-stillede et lysnet-apparat, mange år før der var noget, der hed et lysnet-apparat. Og da det var lavet, ville Peter Bang videre med noget andet.

Men Simon Petersen hang på med at lave lysnet-apparater, og han produce-rede så mange, at han næsten tjente dét, han skulle bruge til at læse for. Han fremstillede 20-30 radioer og fik 300-400 kr. stykket. Det var mange penge den-gang, siger han i samtalen.

På Quistrup var der plads, og dér var der også penge, siger Simon Petersen, og han kan huske, at Olufsen og Bang lavede et stort radioapparat. Det var noget, som Bang havde haft med fra Amerika, det var en lang kasse med 6 rør i, amerikanske kvartampere-rør. Og den kunne også godt spille, men de forstod ikke at gøre den stabil. Det kunne de kun opnå ved at sætte en choke i gitteret for hvert rør. Så kunne de få den rolig, men så var den bred i afstemningen. De ødelagde jo kredsene på den måde, men det kunne de ikke finde ud af at gøre anderledes, siger Simon Petersen.

Bang blev ved at lave nyt og nyt, og så blev Simon Petersen, sammen med en studiekammerat fra Århus, M. S. Madsen, kaldt til København til Peter Bangs far, prokurist Camillo Cavour Bang, og denne sagde:

"Ja, det er meget godt, nu vil de lave det og det dér, og vi har proppet 10.000 kr. i det, og det er lige meget, hvad han laver, så skal der altid laves noget nyt, og det kan vi ikke blive ved med; de får aldrig solgt noget. Jeg har tænkt at sige til Peter: Nu kan du lave en radio så godt, som du kan. Det må godt koste noget, det må også godt tage tid, men du må ikke holde op, før det dur, helt dur. Og når det så er sket, så bliver du smidt ud af værkstedet, og så kan vi lade Mads og Simon lave det."

Nej fra Simon P., ja fra Madsen

Det tyggede Simon Petersen ikke så lidt på, men han valgte at sige nej tak, for han syntes, at Peter Bang var meget dygtigere end ham, så det ville være blevet et misforhold. Og desuden havde Simon Petersen allerede taget job som elek-triker. Men Madsen blev.

Så kom Philips med skærmgitterrøret - 422 eller 442, mener Simon Petersen, at det hed - og så blev der fremstillet den radio, som blev kaldt "Kineseren". Den blev afskærmet, og den var stabil. Så lavede de en god lavfrekvens og en god højttaler, og det var en radio, der kunne spille.

Det var første gang, der blev lavet et apparat, som kunne spille, mener Simon Petersen og nævner, at de begyndte med en Western Electric-højttaler, en dobbelt-kegle, en ganske fortrinlig højttaler, men den var dyr. Så begyndte de selv at lave en elektro-dynamisk højttaler.

Simon Petersen slår fast, at ”Kineseren” var det apparat, som Bang & Olufsens uudryddelige ry startede med. Da de havde lavet den, var de ovenpå. Den blev fremstillet i en 3 års tid i et antal af måske mange tusinde. Så kom der nogle nye skud, senere lavede de en pick-up, der skulle moduleres ind i mellemfrek-vensen. Der var også visse ting, B&O lavede, som var noget dumt noget, me-ner Simon Petersen.

Noget af det, som B&O senere fik succes på i 1930'erne, var det med fisker-bølgerne. I 1937-38 kunne man modtage fiskerbølger, det var forbudt, så det var mægtig spændende, indskyder Jens Bang, og Simon Petersen samtykker om Radiohjertet, konstrueret af ingeniør Svend Jensen, som han kalder en rasende dygtig fyr.

Jens Bang fortæller, at Svend Jensen lærte det fra ingeniør Børge Aagaard, som var cand. polyt. Det var ham, som sammen med ingeniør Carl Schrøder skabte Radiometer. Aagaard kom til Struer i 1934, og da havde man endnu ingen målesender; man trimmede på stationerne om natten, når støjen fra jævnstrøms-maskinerne var væk. Prøvemesteren måtte arbejde hele natten, og produktionen kørte om dagen.

Så satte Peter Bang Aagaard til at lave en målesender, så man kunne trimme og måle om dagen. Og da han var polytekniker, kunne han beregne alle kredsløb, og han skabte en pragtfuld målesender. 2 år senere rejste han til København og startede fabrikken Radiometer med nøjagtig den samme måle-sender. Han tog en spolecentral fra målesenderen og sagde, at når han kunne beregne de spoler i en sender, så kunne han bruge de samme spolesæt i en modtager. Det var på den måde, Radiohjertet kom frem.

Overmontør, bogholder og fabrikant

Efter studietiden på teknikum var Simon Petersen fattig som en kirkerotte, for-tæller han, og han fik et job som elektriker i Vendsyssel.

Mellem Åsted og Gærum ved Frederikshavn var der en å eller en bæk, som løb ud i Kattegat. En rådgivende ingeniør foreslog lodsejerne at bygge et jævn-strømsværk, og Simon Petersen blev ansat til at lægge strøm ind i de gårde, som skulle forsynes fra elværket.

Ved et tilfælde fik Simon Petersen fat i en annonce fra en el-installatør fra Sla-gelse, der søgte en overmontør. Simon Petersen lagde billet ind på den og blev antaget. Det var en pæn stor installationsforretning, som havde alt tilsyn med Slagelses og oplands højspænding. ”Og det var lige noget for mig”, siger Simon Petersen, ”og det gik også godt”.

Så gik det hverken værre eller bedre, end at installatørkonens søster, som var bogholderske, blev gravid, og så blev Simon Petersen også bogholder. Inden bogholdersken holdt op, lærte hun ham på 14 dage alt om penge, og det kalder han noget af det mest nyttige, han nok nogensinde har lært i sit liv.

Med sin baggrund i radioer kunne Simon Petersen imidlertid ikke forstå, hvorfor installationsbutikken ikke solgte radioer. Det fik han chefen overtalt til - med det resultat, at han blev overmontør om dagen, hvor han skulle ud og sætte elek-trikerne i gang med deres arbejde, og så var han bogholder om aftenen, og om natten kunne han lave radioer.

En svær tid med tuberkulose

Det gik også en tid, indtil han fik tuberkulose. Han fortæller, at han sad og sov et par timer i en kurvestol, og så kunne han igen. Han gik efter eget udsagn aldrig i seng, fordi han ikke havde tid til det. Men chefen var flink og lod ham uden videre rejse pga. sygdommen.

Simon Petersen havde en lille smule penge, som han havde samlet sammen, et par tusind kr., til at leve for, og så konsulterede han en professor Sofus Bang i København. Lægen konstaterede en kraftig tuberkulose og anbefalede Simon Petersen at tage til Tyrol, til den tynde luft.

Efter et halvt år her kom han hjem, kolossalt udhvilet, og startede en radiofor-retning i Slagelse. Det gik godt i et par års tid, inden sygdommen var der igen. Efter endnu en rekonvalscent-periode begyndte han for tredje gang i Slagelse, men der gik kun en tid, før han på ny var nede.

På hospitalet i Slagelse konstaterede overlæge Ragar nyre-tuberkulose og an-befalede Simon Petersen at sælge forretning og bil for at kunne tage ophold på Vejlefjord Sanatorium.

Opholdet her gjorde ham godt. Han tillod sig den frihed, at han gik ned til Vejle Fjord og badede og svømmede, skønt han ikke måtte, afslører han. Han gik også lange ture, dobbelt så lange som han måtte. En dag meddelte overlæge Graversen ham, at han var bacillefri. Han havde opholdt sig på sanatoriet sammen med 7-8 andre patienter, men efter 5 år var alle de andre døde.

Han begyndte så forfra for fjerde gang, med en lille butik i Aalborg, men dér blev han også syg og kom på Vejlefjord én gang til. Og da havde han ikke penge nok til at blive bacillefri og måtte tage hjem.

- Jeg havde ikke flere penge. Jeg har den sidste regning endnu, det var midt i måneden, at den skulle betales. Så stod jeg i den lille butik, hvor jeg havde en dame, der solgte en grammofonplade en gang imellem, husker Simon Peter-sen.

En dag kom en af Simon Petersens studiekammerater, Have hed han, ind i butikken og spurgte, hvordan det stod til. Simon Petersen svarede, at han hav-de det ad h. til. Det kunne studiekammeraten godt forstå; han havde været ude i Østen i 2 år for F. L. Schmidt, og fortalte, at selskabet havde den skik, at når det sendte en ingeniør ud, betalte det alt derude for ham, og når han kom hjem, lå der 15.000-16.000 kr. til ham.

-Så vi skal på ferie, vil du ikke med? spurgte han. Simon Petersen havde en bil, som var købt på afbetaling, og så kørte de til Skagen og indlogerede sig på Ruths Hotel i Gl. Skagen.

Her blev der danset lidt om aftenen, og på hotellet boede der et par søde svenske piger. Den ene hed Irene, og det varede ikke mange dage, før hun og Simon Petersen var blevet forlovet. Det var sidst i august, og de var gift inden jul. 9 måneder og 2 dage efter blev datteren Kirsten født. Simon Petersen kal-der Irene for en strålende hustru, som fik sat skik på ham.

Han stod nede i kælderen og bankede radioer sammen, men de kunne ikke afprøves før om aftenen, for der var støj i atmosfæren i dagtimerne. Irene fik det ordnet sådan, at han stod sent op, så han kunne gå ud og sælge radioer om aftenen og natten.

En tak fra Vejlefjord Sanatorium

Som et sidespring fortæller Simon Petersen, at mens han var på Vejlefjord, fik sanatoriet installeret et nyt lysanlæg, kulbuelamper til lysstrålebehandling af patienter. Et ingeniør-firma havde installeret 110 volt, og det var ikke en spæn-ding, det var sjovt at arbejde med. Lamperne skulle brænde ved 45 volt, og det kunne man ikke tage fra 110 volt; man kunne ikke sætte 2 lamper i serie. Ingeniørfirmaet prøvede forgæves at lave nogle kæmpe-modstande for at få et spændingsfald.

Så spurgte Simon Petersen overlæge Graversen, om han måtte kigge på det, og fik så lavet en 440 volt vekselstrømsgenerator, som der blev sat en damp-maskine til at trække. Kablerne blev ganske korte, og der blev sat en transfor-mator ind for hver kulbuelampe, så de brændte med den rigtige spænding. Det kostede ikke mere end en tredjedel.

Da Simon Petersen var kommet hjem til Aalborg, kom Graversen til byen og forærede ham en kulbuelampe. Den fik han sat op i køkkenet i den etværelses lejlighed, og hans kone måtte holde sig væk, mens han var i køkkenet og brug-te den gule lampe. Den var medvirkende til, at han kom sig, mener han selv og betoner, at han nu har et godt helbred.

I Aalborg var der 20-30 radiogrossister, hvor enhver læredreng kunne købe en radio med rabat, og de gjorde det. Når nogen kendte nogen, som kendte nogen, så var det vejen, fortæller Simon Petersen

Han husker, at han forhandlede Telefunken, men at komme til at sælge noget og tjene penge på det var næsten umuligt. Han kunne en gang imellem være heldig og finde en mand, der var så dum, men det var ikke almindeligt. Så han sagde til sig selv, at hvis det skulle gå, skulle han lave noget selv. Og så bilde folk ind, at det var lige så godt som det andet.

Frække annoncer om en modtager

Simon Petersen konstruerede en 3 lampers detektormodtager med almindelig tilbagekobling. Det var, da 20 volts rør var kommet, de kunne give en lille smule effekt. Han lavede modtageren så dårlig, at den ikke kunne modtage mere end 6-7 stationer, men dem kunne den skille. Så kunne han lave den, så den spil-lede gevaldig fint, og han fremstillede også en dynamisk højttaler. I de lokale aviser blev der indrykket  frække annoncer, som gik på, at det ikke var verdens ottende underværk, men det duede. Den radio blev han velhavende på, siger han selv.

- Det var noget af det sjove, at det var ikke nok at lave radio dengang, man skulle også lave en radiofabrik og maskiner og målesendere. Man skulle lave det hele, man skulle lave en hel industri. Det synes jeg var spændende, man lavede ikke kun radioer, man lavede en radioindustri, siger Jens Bang.

Og Simon Petersen tilføjer, at de fabrikanter, som havde hjemme i København, jo ofte havde den fordel, at de havde underleverandører i nærheden - eller nog-le, som kunne blive til underleverandører, lave drejekondensatorer, spoler og hvad det nu skulle være, f. eks. Prahn.

En forskrækkelse under besættelsen

S. P. Radio havde meget store problemer under 2. verdenskrig, fortæller Simon Petersen. Tyskerne havde fundet ud af, at Aalborg-fabrikken godt kunne noget, og Simon Petersen husker et møde med to Gestapo-banditter, der stod med de-res revolvere.

S.P. havde lavet en modtager, som var god til at pejle tyskernes støjsendere, og det havde tyskerne opdaget. Om fabrikken ville holde op med at lave dem? Ja, det ville Simon Petersen da godt. Men der var lavet flere hundrede, som alle stod rundt i Danmark, så hvis S.P. holdt op, spillede det ingen rolle. ”Men hvis I skyder mig, så bliver det da en stor reklame for modtagerne”, sagde Simon Petersen til tyskerne, og så skød de ham ikke.

Simon Petersen lavede også en sender og modtager og prøvede at få forbin-delse med englænderne allerede i 1940, samme år, som tyskerne kom den 9. april. Den mindede lidt om den, som ingeniør Lorenz Duus Hansen fra B&O lavede [Telefonbogen], med 2 stk. 100 mA udgangsrør, som kunne give 3-4 watt stykket. S.P. havde noget lignende. Senderen virkede, men Simon Petersen synes, at englænderne ikke kunne nogen ting. ”De havde ikke orden i nogen verdens ting”, siger han. Han kunne nok morse en smule, men det var langsomt og omstændeligt, så der kom ikke noget ud af det.

Simon Petersen spillede også lidt højt spil engang imellem. Han havde et som-merhus i Grønhøj mellem Blokhus og Løkken, og her var der en kælder, hvor han havde en sender og modtager.

En dag kom der en tysk soldat ind i forretningen i Aalborg og spurgte, om Si-mon Petersen ikke kunne lave et pejleanlæg. Det kunne han sagtens, det var bare at tage en almindelig transportabel modtager og sætte en skala på, så var det en pejle-modtager, og den gik tyskeren så med.

Men en dag opdagede Simon Petersen, at dér sad de oppe i en klit en kilo-meter eller halvanden væk fra sommerhuset og pejlede, og det var ham, Simon Petersen, de pejlede efter! Men så inviterede Simon Petersen tyskeren og et par af hans kammerater fra Gestapo til et vældigt gilde. Dér sad de og åd og drak oven på senderen, som lå nedenunder. De syntes, det var vældig sjovt, men Simon Petersen trak følehornene til sig, da han blev klar over, at tyskerne var ude efter ham.

Sailor i gang med nødkaldeanlæg

Jens Bang spørger, om det stadig går godt på fabrikken i Aalborg.

Simon Petersen svarer, at det er hans indtryk, at sønnen har lavet en fabrik, der er så god, som den kan blive. Der skal ikke laves noget om. Og markedet for skibsradioer er stadig godt – der sælges alt det, fabrikken kan producere.

Han fortæller, at hans søn og arvtager, Ole Simon Petersen, for nylig konstru-erede et nødkaldeanlæg. Når et skib ligger et eller andet sted i nød, med læk, maskinskade, grundstødning, kollision etc, sender telegrafisten mayday. De skibe, som i dag har det anlæg, som Ole Simon Petersen har lavet, registrerer øjeblikkelig dette mayday automatisk og pejler, hvor det nødstedte skib befinder sig - alt sker automatisk. Så snart skibene med nødanlægget har fået positionen at vide, sender de den rundt, også automatisk, så alle skibe, der ligger i nær-heden af det nødstedte fartøj, hører det. Så meddeler de skibet, at de er i nær-heden, eller at de er på vej.

Skibene behøver ikke have radiotelegrafist om bord. En radiotelegrafist koster rundt regnet en million om året, siger Simon Petersen, og et nødkaldeanlæg koster knapt 100.000. Og fabrikken skal i gang med at lave en ny serie, anden generation. Første generation var vist på 200 anlæg, og de er solgt forlængst.

Usædvanlig konkurrence-situation

- Men jeg forstår på dem, at omsætningen går ned, hvad så årsagen er, det véd jeg ikke. Tiden er sådan, at alt går i stå. Hvis noget går i stå, så er det alminde-ligvis ikke, fordi det ikke dur, der er simpelt hen ingen købere. Det er ikke en konkurrence-situation af sædvanlig art, alt går bare i stå, siger Simon Petersen til Jens Bang under samtalen. Den slutter med denne ordveksling:

Simon Petersen: - De ting, de laver hos B&O nu, er de så meget bedre end an-det, at det retfærdiggør de meget høje priser?

Jens Bang: - Det er vel et spørgsmål om, at hvis kunderne vil betale de høje pri-ser, så er det jo i orden.

Simon Petersen: - Man siger, at her har vi kunden, og dér har vi det normale, og det er kunden vant til. Nu kommer der noget, der ligger ovenover. Er der nogen, der vil give det?