HISTORIE


En SAILOR går i land













Resonans - Radiohistorisk Forening Vest









































Resonans - Radiohistorisk Forening Vest



B.T 18/11 1983





B.T 18/11 1983










DEN 82-ÅRIGE KNUD DANTOFT
NÅEDE AT FÅ 54 RADIO-ÅR

Af Steen Rønn

 54 aktive elektronik-år. Dette imponerende tal blev opnået af den nu 82-årige Knud Dantoft, der bor i Aalborg - den by, hvor han tjente S. P. Radio gennem 41 år. Han er stadig aktiv på radio-området, men nu er det ”kun” som radio-amatør.

 Dantoft er fortsat frisk, og hans hukommelse fejler intet. Alle begivenheder og årstal dukker straks op på lystavlen, når Resonans’ udsendte stiller spørgsmål til et helt livs oplevelser.

 Dantoft blev født den 1. maj 1929 i Struer, men det var ikke meget, han kom til at opleve af radiobyen i første omgang, for hans forældre flyttede til Aalestrup i Himmerland, da han var et halvt år. Faderen var beslagsmed og skoede heste i Struer og fik et bedre job hos en smedemester i Aalestrup.

 Da den unge Knud gik ud af skolen i 1943 som 14-årig, var der ikke noget, der hed at gå og daske. Han fik et job i en tørvemose, men havde lyst til radioer. Han havde allerede bygget sine egne apparater og havde en masse radiosager.

 Radioreparation i stedet for cykler

 I Aalestrup lå cykelfabrikken Jyden, men da krigen begyndte, varede det ikke længe, før den ikke kunne få cykelstel fra sin hidtidige tyske leverandør, Neumann. Over disse stel byggede Jyden ellers sine egne cykler op, men leverancebesværet betød, at der ikke var nok at lave på fabrikken, og ledelsen fandt så på at slå sig på radioreparation. Mange radiohandlere – f. eks. cykelsmede eller elektrikere i mindre byer eller ude på landet – havde ikke grej til alle reparationer og tog med kyshånd mod Jydens tilbud om at hjælpe med reparationer.

 På cykelfabrikken blev der oprettet et reparationsværksted, som til sidst også byggede egne Jyden-radioer. Der købtes færdige chassiser, som blev monteret i kabinetter fremstillet af lokale snedkere. Da virksomheden var på sit højeste, var der ansat 8 mand i radioafdelingen. 

Mens 14-årige Knud arbejdede i tørvemosen, indrykkede Jyden en annonce i den lokale avis, hvori fabrikken søgte en radiomekanikerlærling, men da der krævedes realeksamen af ansøgere, anså han det for håbløst at søge. Men på Jyden vidste man godt, at der gik en radiotosset dreng rundt i byen, så da faderen en dag stødte på Jydens direktør, spurgte denne, hvorfor Knud ikke havde søgt lærepladsen. Faderen nævnte problemet med den krævede eksamen, hvortil direktøren sagde: ”Ligemeget med den. Lad Knud komme ned til mig”. Og under dette besøg blev Knud ansat og kunne straks begynde i pladsen.

 Under den 4-årige læretid gik han på Teknisk Skole i Aalestrup og blev undervist i almene fag. Radioteknik blev han undervist i ved at besvare skriftlige opgaver, som han fik tilsendt hver uge fra Teknologisk Institut i København. Her foregik også eksamen i henholdsvis 2 og 3 uger.

 Jyden arbejdede ikke for tyskerne, som dog krævede at kunne leje et værksted i fabriksbygningen til reparation af biler. Jydens direktør var med i den lokale modstandsbevægelse, hvor Knuds far havde ledende opgaver. Han var åben om sit modstandsarbejde og fortalte Knud alt, hvad han foretog sig. Knud fik kurér-opgaver og var også med til en enkelt våbennedkastning, nytårsaften 1944.

 Mest lærerige år hos B&O

 Efter at have fået sit svendebrev i 1947 var Knud Dantoft ansat på Jyden i ét år, men ville så prøve nye græsgange og fik ansættelse på værkstedet hos P & P Radio på Fredenstorv 2 i Århus. 

I 1950 blev han indkaldt til telegraftropperne i Ryvangen i København. Han er født med astma, og da han mødte op på kasernen, havde han tillige influenza og blev sendt til militærlægen straks. Denne beordrede ham sendt videre til Rigshospitalet, hvor han var indlagt i 14 dage. Lægerne erklærede, at han var uegnet til militærtjeneste, og indstillede ham til kassation, og efter én måned i trøjen var han fri. Astmaen kom senere i medicinsk behandling og holdes fortsat i ave med medicinbehandling, så den er ikke noget problem.

 Pludselig stod Knud Dantoft ”på gaden” uden planer for fremtiden og uden umiddelbare jobtilbud, men kom så i tanker om, at han i Århus havde haft en kammerat, som senere havde åbnet værksted i Hundstrup ved Thisted. Ham kontaktede Dantoft, og han ville gerne ansætte ham med kost og logi, men havde ikke råd til at betale løn. 

Efter et halvt år i Thy så Dantoft en annonce fra B&O, som søgte en alsidig radiotekniker, og han fik jobbet. Ronnys Kaas’ morfar var chef for afdelingen, da Dantoft kom, og han blev senere efterfulgt af Ronny Kaas’ far, Anton Kaas Mortensen. Arbejdet var retning af fejl i radioer fra båndet og reparationer, som forhandlernes værksteder ikke selv kunne klare, og de 6 år, Dantoft var ansat i Struer, var hans mest lærerige, fortæller han, fordi han bad om at prøve alt i afdelingen.

 -Jeg mødte Peter Bang mange gange. Han var en levende og videbegærlig mand, som ville være med i alt, og han kom meget rundt på fabrikken og snakkede med folkene, erindrer Dantoft, som også grinende fortæller om en episode, hvor Peter Bang fik ødelagt et pænt jakkesæt af maling, der sprøjtede rundt i lokalet!

 2 stridige mænd mødtes 

Dantoft var begyndt at eksperimentere med amatørradio, allerede mens han stod i lære. Efter krigen blev han medlem af EDR, Eksperimenterende Danske Radioamatører, og hos B&O fik han rig lejlighed til at dyrke sin hobby. I den lokale klub var der 26 medlemmer, vist alle ansatte hos B&O, og Peter Bang påskønnede deres interesse ved at hjælpe dem på alle måder, f. eks. ved at låne dem en lastvogn til at fragte antenner på, når der skulle eksperimenteres ude i naturen. Mens Dantoft var ansat i Struer, var han i et par år medlem af EDRs hovedbestyrelse.

 Efter 6 år i Struer, i 1956, syntes Dantoft, at han havde lært nok til at kunne søge en stilling på en anden radiofabrik. S. P. Radio i Aalborg søgte en fuldbefaren mand, der skulle kunne videreudvikle fabrikkens fjernsyn.

 Dantoft reflekterede på annoncen og stillede nogle krav til arbejde og løn. I sit svarbrev gik S. P. Radios ejer, Simon Petersen, kun ind på nogle af kravene, hvilket fik Dantoft til at svare tilbage, at de vist lige så godt kunne droppe den ansættelse. 

-Simon Petersen var vant til , at når nogen søgte arbejde, var det ham, der førte ordet og bestemte, og så kom jeg her og stillede krav. Havde man hørt magen! fortæller Dantoft, som regnede med, at sagen var ude af verden efter hans brev nummer 2.

 Men så ringede Simon Petersen og fortalte, at han kom til Struer lørdag kl. 10 for at drøfte ansættelsen. Efter en halv times snak og en kop kaffe var Simon Petersen mør, og Dantoft fik alle sine krav igennem! Blandt hans krav var, at han måtte fuske på fabrikken, bl. a. med sine amatørradioer, men Simon Petersen var ikke vant til, at folk gik og rodede på værkstedet om aftenen. Lidt modvilligt gik han ind på Dantofts krav, og denne fortæller, at han under sin ansættelse hos S.P. Radio altid havde et godt forhold til Simon Petersen, og at der aldrig opstod problemer med fuskeriet.

 Egne fjernsyn fra Ryesgade

 Ved Dantofts ansættelse havde S. P. Radio fabrikation i en større 3-etages bygning i baggården til Ryesgade 40 i Aalborgs vestby. Hele området var bebygget med 4- og 5-etages lejligheds-ejendomme, og inde i en karré var der typisk en smule beboelse, håndværksvirksomheder og garageanlæg. Nærværende skribler gik på Ryesgade Skole i mellemskolen i 1956-59 og passerede forbi S. P.s adresse hver dag på vej til skole og hjem igen uden at ane, at der fandtes noget så spændende som en radio-tv-fabrik inde i en baggård!

 Dantoft kendte til tv fra sin tid på B&O, og ved sin ansættelse var han den eneste på fabrikken i Aalborg, der vidste, hvilken teknik der gemte sig inden i et fjernsynsapparat. De første tv-apparater, S. P. solgte, var Ruhe-apparater med S.P.s logo på, men nu ville Simon Petersen i gang med sin egen tv-produktion. Ingeniør Erik Fruensgaard blev hentet fra B&O til Aalborg, og han og Dantoft gik i gang med at konstruere det første apparat, som kom på markedet i 1957. Det fik modelbetegnelsen 5717 (1957 og 17 tommer) og konstrueredes ret hurtigt også i en 21 tommers udgave. 

Dantoft arbejdede kun ét år på fabrikken i Ryesgade. Forholdene her var for trange, og der var ingen mulighed for udvidelse. Simon Petersen købte en industrigrund på Riihimäkivej (Aalborgs finske venskabsby) i Aalborg-forstaden Skalborg, hvor han lod opføre en stor og moderne fabrik.

 Her fortsatte Dantoft med at være med til at konstruere fjernsyn, og der udvikledes også en 23 tommers model. Apparaterne kom i alle slags kabinetter. De første apparater kunne også fås med radiogrammofon, men den produktion holdt ret hurtigt op. En overgang blev der også kun bygget tv’er. 

Protest fra blyantfabrikken Viking 

Allerede i 1949 havde Simon Petersen fået ingeniør Gunnar Thygesen til at udvikle en skibsradio til sin egen båd. Den skulle have haft navnet Viking, men det protesterede blyantfabrikken af samme navn over, og så fandt man på et andet godt navn: Sailor. Denne radio produceredes sideløbende med den anden produktion. 

I 1961 indledtes produktionen af en nyudviklet skibsradio-modtager, 16T, rent transistoreret og i metalkabinet, og Dantoft fik til opgave at rejse landet rundt og præsentere den nye model for radio- og skibsradioforhandlere. 16T fik senere indbygget en sender på 1W med en frekvens tilladt til tvillingtrawlere. Dantoft lavede de første installationer på skibe og foretog eksperimenter i bl. a. Hirtshals med f. eks. antenner. Kutterne sejlede med forsøgene i én uge ad gangen.

 Dantoft blev så prøvemester for skibsradioerne, og derefter kørte han i nogle år rundt i hele landet i en stor varevogn, der var indrettet som rullende værksted med alle nødvendige instrumenter. Han installerede skibsradioer og foretog også reparationer, idet ikke alle forhandlere rådede over alle instrumenter.

 De sidste fjernsyn revet væk

 I 1964 fortalte Simon Petersens fine forretningsmæssige næse ham, hvilken vej det var ved at gå med afsætningen af fjernsyn. Han kaldte funktionærerne sammen og fortalte, at der ved årets udgang vil blive sat stop for radio- og tv-produktionen. Men alle blev pålagt tavshedspligt, fortæller Dantoft, for der var et større lager af tv-apparater, og dem ville Simon Petersen gerne have solgt, inden offentligheden fik noget at vide.

 -Da det blev kendt, at S. P. Radio ville hellige sig skibsradio-produktionen helt, blev folk helt vilde med at sikre sig et eksemplar, husker Dantoft, og de sidste tv’er blev revet væk!

 Ingen blev fyret, og produktionen af radio-tv gled meget hurtigt over i skibsradiofremstilling.

 I 1978 flyttede S.P. Radio igen til en ny fabrik, på Porsvej i nærheden af Riihimäkivej, og her blev Dantoft servicechef. En del af tiden var han også ude i verden som salgschef.

 -Jeg havde et meget fint forhold til Simon Petersen, selv om han var noget kantet, fortæller Dantoft og fortsætter: - Han vidste, hvordan jeg ville have det, og jeg vidste også, hvordan han helst ville have det. I starten var vi Des, men da jeg fik båd, kom Simon og spurgte, om vi ikke skulle være dus!

 Næste generation rykker ind

 Simon Petersens søn, ingeniør Ole Simon Petersen, var teknisk direktør på fabrikken, og det kunne ifølge Dantoft godt give anledning til lidt  problemer mellem far og søn. Det var planlagt, at Ole skulle overtage virksomheden, og det skete i 1983.

 Dantoft: - Efter at Ole havde overtaget virksomheden og ledelsen, ville Simon fortsætte med at have rådighed over sit gamle kontor, men Ole ville have ham ud. En morgen, da Simon dukkede op, var hans kontor tømt, men han blev ved med at komme på fabrikken. Så kaldte Ole alle ingeniører sammen og sagde, at ”enten holder I med mig eller med min far”. Men jeg fik lov til fortsat at snakke med Simon, fordi jeg havde været der så længe! 

Simon Petersen kom forbi engang imellem for at snakke med Dantoft, men fik ellers ikke adgang til fabrikken. Dantoft kan huske, at det spændte forhold mellem far og søn blev mildnet med tiden og vist endte ret godt.

 -Jeg kom godt ud af det med Ole, selv om han var lige så opfarende som faderen, men han ejede ikke samme klippefasthed, siger Dantoft. – Vi var ofte sammen på ture med kunder eller ude og spise med dem.

 Fabrikken solgt til udlandet

 I 1993 solgte Ole Simon Petersen S. P. Radio til EuroCom Industries, og funktionærerne blev inviteret til afskedsfest hos ham i hans villa nord for Göteborg – et helt døgn betalt. Ole Simon Petersen flyttede senere til Belgien, men vendte tilbage til Sverige. Han har aldrig efter salget besøgt fabrikken, men folk fra fabrikken har besøgt ham i Sverige.

 I 1997 stoppede Dantoft, og der blev holdt en stor afskedsfest for ham på fabrikken. Han fik sin firmabil, en Volvo, i afskedsgave – den kører fortsat fint, og han har for øvrigt netop fået fornyet sit kørekort.

 Dantoft stoppede ved fratrædelsen med at have sin gang på fabrikken, men fik en aftale om at blive brugt som konsulent, og det hænder stadig, at der ringes fra fabrikken, som vil have noget at vide, eller at en kunde har brug for en oplysning, som kun han ligger inde med. Og fra fabrikken overbringes der stadig hilsener fra gamle forretningsforbindelser.

 Simon Petersen døde i 1994, 93 år gammel, og en kreds af gamle medarbejdere, deriblandt Dantoft, enedes da om at stifte SP-klubben, som i dag har ca. 120 medlemmer, der dog ikke alle har kendt Simon Petersen personligt. Hvert år på Simon Petersens fødselsdag, den 10. september, møder medlemmerne talstærkt op til en festlighed med spisning og et indlæg fra et medlem.

 

 

Knud Dantoft dyrker stadig amatørradioen som OZ 5 KD. Her sidder han ved mikrofonen foran sine radioer.

  

Knud Dantoft fik ved sin afsked fra S.P. Radio en Sailor-skibsradio af typen 1000B, den sidste i produktserien. Effektmæssigt er det den største Sailor-radio, der er produceret, idet den har en effekt på 1000 W (til sammenligning har en normal amatørsender kun 100 Ws effekt). Radioen bruges af alle slags skibe og også af de danske ambassader verden over, så de kan få kontakt til Udenrigsministeriet, hvis det almindelige telefonnet svigter. Radioen har også amatørbølgelængder, og med dens store effekt har Dantoft ingen problemer med at blive hørt tydeligt over hele kloden.

 

Foto 62. Simon Petersen fyldte 90 år den 10. september, og dagen blev fejret ved en fest for hele personalet i kantinen på fabrikken på Porsvej. Her sidder han sammen med Knud Dantoft.

  

Foto 80.   3 generationer: Ole Simon Petersen, Simon Petersen og  Ulf Simon Petersen. Foto: Knud Dantoft

   

Foto 3. Simon Petersen på vej ind i fabrikken på Porsvej. Foto: Knud Dantoft

  

Prokurist Holger Kaasby (med ansigtet til) får en krammer af Simon Petersen. Foto: Knud Dantoft

  

Foto 43. Simon Petersen brød sig ikke så meget om offentlighed omkring sin egen person og var heller ikke meget for at blive fotograferet, og her ved fødselsdagfesten ser han ud til at sige til fotografen, Knud Dantoft: ”Du véd godt, at jeg ikke vil fotograferes!”

  

Foto F.  Fabrikken på Riihimäkivej; det er taget efter 1964, for på facaden står der Sailor Skibsradio. Bil-kendere kan nok tidsfæste det. Foto: Knud Dantoft

  

Den nye fabrik på Porsvej. Foto: Knud Dantoft

  

Dette fotografi af Simon Petersen, hvis kælenavn blandt medarbejderne var Gamle Ørn, hang på trappen bag indgangen til den nye fabrik på Porsvej, så ingen kunne undgå at se ham i øjnene, når de mødte på arbejde. Da virksomheden i 1992 blev solgt, tog de nye ejere billedet ned, og det hænger i dag på Aalborg Søfarts- og Marinemuseum, der har en stort set komplet samling af Sailor-skibsradioer, som museet har købt eller fået som gaver. Foto: Knud Dantoft

  

  

  



SIMON PETERSEN FORTÆLLER OM ET BEGIVENHEDSRIGT LIV

Af Steen Rønn, redaktør af Resonans, medlemsblad for Radiohistorisk Forening Vest

 

Den 21. januar 1993 var Jens Bang, søn af den ene af B&Os stiftere, Peter Bang, på besøg hos Simon Petersen i Aalborg. Det var i sidste øjeblik, at en række historiske oplysninger blev optaget på bånd, for Simon Petersen døde 3 måneder efter deres samtale. B&O har stillet en ordret gengivelse af samtalen til rådighed for radiosamlerforeningen Radiohistorisk Forening Vest (www.radiohistoriskforeningvest.dk), og Steen Rønn, Hjørring, der er redaktør af foreningens medlemsblad, Resonans, har skrevet det følgende referat af samtalen.

 

 

Simon Petersen fortæller, at han gerne ville optages på Århus Elektroteknikum, men fik at vide, at den eksamen, man fik på teknikum, ikke gjaldt for stærk-strømsinstallatører, medmindre man var udlært elektriker. Så sprang han fra, og på 3 måneder blev han udlært elektriker. Derefter kunne han blive stærk-strømsinstallatør og kom ind på teknikum et år senere, og dér traf han så Peter Bang og Svend Olufsen. Olufsen kom et år senere; han havde været syg, formentlig af  tuberkulose, siger Simon Petersen.

 

Svend Olufsen var ordblind

 

Simon Petersen fortæller, at han skrev de fleste af Svend Olufsens rapporter på teknikum, for Olufsen var ordblind, meget ordblind. Man vidste ikke, hvad det var dengang. Når Olufsen kom på besøg hos Simon Petersen, skulle de ud og drikke kaffe, og så vidste Simon Petersen, at der skulle laves noget.

 

Svend Olufsen havde 2 værelser lige ved siden af hinanden, og Simon Peter-sen boede lige ovre på den anden side af gaden, så de kunne omtrent spytte over til hinanden. Peter Bang havde også 2 værelser, det ene blev brugt til radioværksted og det andet til at sove i. Dér arbejdede Simon Petersen og Bang - nætter og dage siger Simon Petersen selv - med radio og atter radio. De frem-stillede et lysnet-apparat, mange år før der var noget, der hed et lysnet-apparat. Og da det var lavet, ville Peter Bang videre med noget andet.

 

Men Simon Petersen hang på med at lave lysnet-apparater, og han produce-rede så mange, at han næsten tjente dét, han skulle bruge til at læse for. Han fremstillede 20-30 radioer og fik 300-400 kr. stykket. Det var mange penge den-gang, siger han i samtalen.

 

På Quistrup var der plads, og dér var der også penge, siger Simon Petersen, og han kan huske, at Olufsen og Bang lavede et stort radioapparat. Det var noget, som Bang havde haft med fra Amerika, det var en lang kasse med 6 rør i, amerikanske kvartampere-rør. Og den kunne også godt spille, men de forstod ikke at gøre den stabil. Det kunne de kun opnå ved at sætte en choke i gitteret for hvert rør. Så kunne de få den rolig, men så var den bred i afstemningen. De ødelagde jo kredsene på den måde, men det kunne de ikke finde ud af at gøre anderledes, siger Simon Petersen.

 

Bang blev ved at lave nyt og nyt, og så blev Simon Petersen, sammen med en studiekammerat fra Århus, M. S. Madsen, kaldt til København til Peter Bangs far, prokurist Camillo Cavour Bang, og denne sagde:

 

"Ja, det er meget godt, nu vil de lave det og det dér, og vi har proppet 10.000 kr. i det, og det er lige meget, hvad han laver, så skal der altid laves noget nyt, og det kan vi ikke blive ved med; de får aldrig solgt noget. Jeg har tænkt at sige til Peter: Nu kan du lave en radio så godt, som du kan. Det må godt koste noget, det må også godt tage tid, men du må ikke holde op, før det dur, helt dur. Og når det så er sket, så bliver du smidt ud af værkstedet, og så kan vi lade Mads og Simon lave det."

 

Nej fra Simon P., ja fra Madsen

 

Det tyggede Simon Petersen ikke så lidt på, men han valgte at sige nej tak, for han syntes, at Peter Bang var meget dygtigere end ham, så det ville være blevet et misforhold. Og desuden havde Simon Petersen allerede taget job som elek-triker. Men Madsen blev.

 

Så kom Philips med skærmgitterrøret - 422 eller 442, mener Simon Petersen, at det hed - og så blev der fremstillet den radio, som blev kaldt "Kineseren". Den blev afskærmet, og den var stabil. Så lavede de en god lavfrekvens og en god højttaler, og det var en radio, der kunne spille.

 

Det var første gang, der blev lavet et apparat, som kunne spille, mener Simon Petersen og nævner, at de begyndte med en Western Electric-højttaler, en dobbelt-kegle, en ganske fortrinlig højttaler, men den var dyr. Så begyndte de selv at lave en elektro-dynamisk højttaler.

 

Simon Petersen slår fast, at ”Kineseren” var det apparat, som Bang & Olufsens uudryddelige ry startede med. Da de havde lavet den, var de ovenpå. Den blev fremstillet i en 3 års tid i et antal af måske mange tusinde. Så kom der nogle nye skud, senere lavede de en pick-up, der skulle moduleres ind i mellemfrek-vensen. Der var også visse ting, B&O lavede, som var noget dumt noget, me-ner Simon Petersen.

 

Noget af det, som B&O senere fik succes på i 1930'erne, var det med fisker-bølgerne. I 1937-38 kunne man modtage fiskerbølger, det var forbudt, så det var mægtig spændende, indskyder Jens Bang, og Simon Petersen samtykker om Radiohjertet, konstrueret af ingeniør Svend Jensen, som han kalder en rasende dygtig fyr.

 

Jens Bang fortæller, at Svend Jensen lærte det fra ingeniør Børge Aagaard, som var cand. polyt. Det var ham, som sammen med ingeniør Carl Schrøder skabte Radiometer. Aagaard kom til Struer i 1934, og da havde man endnu ingen målesender; man trimmede på stationerne om natten, når støjen fra jævnstrøms-maskinerne var væk. Prøvemesteren måtte arbejde hele natten, og produktionen kørte om dagen.

 

Så satte Peter Bang Aagaard til at lave en målesender, så man kunne trimme og måle om dagen. Og da han var polytekniker, kunne han beregne alle kredsløb, og han skabte en pragtfuld målesender. 2 år senere rejste han til København og startede fabrikken Radiometer med nøjagtig den samme måle-sender. Han tog en spolecentral fra målesenderen og sagde, at når han kunne beregne de spoler i en sender, så kunne han bruge de samme spolesæt i en modtager. Det var på den måde, Radiohjertet kom frem.

 

Overmontør, bogholder og fabrikant

 

Efter studietiden på teknikum var Simon Petersen fattig som en kirkerotte, for-tæller han, og han fik et job som elektriker i Vendsyssel.

 

Mellem Åsted og Gærum ved Frederikshavn var der en å eller en bæk, som løb ud i Kattegat. En rådgivende ingeniør foreslog lodsejerne at bygge et jævn-strømsværk, og Simon Petersen blev ansat til at lægge strøm ind i de gårde, som skulle forsynes fra elværket.

 

Ved et tilfælde fik Simon Petersen fat i en annonce fra en el-installatør fra Sla-gelse, der søgte en overmontør. Simon Petersen lagde billet ind på den og blev antaget. Det var en pæn stor installationsforretning, som havde alt tilsyn med Slagelses og oplands højspænding. ”Og det var lige noget for mig”, siger Simon Petersen, ”og det gik også godt”.

 

Så gik det hverken værre eller bedre, end at installatørkonens søster, som var bogholderske, blev gravid, og så blev Simon Petersen også bogholder. Inden bogholdersken holdt op, lærte hun ham på 14 dage alt om penge, og det kalder han noget af det mest nyttige, han nok nogensinde har lært i sit liv.

 

Med sin baggrund i radioer kunne Simon Petersen imidlertid ikke forstå, hvorfor installationsbutikken ikke solgte radioer. Det fik han chefen overtalt til - med det resultat, at han blev overmontør om dagen, hvor han skulle ud og sætte elek-trikerne i gang med deres arbejde, og så var han bogholder om aftenen, og om natten kunne han lave radioer.

 

En svær tid med tuberkulose

 

Det gik også en tid, indtil han fik tuberkulose. Han fortæller, at han sad og sov et par timer i en kurvestol, og så kunne han igen. Han gik efter eget udsagn aldrig i seng, fordi han ikke havde tid til det. Men chefen var flink og lod ham uden videre rejse pga. sygdommen.

 

Simon Petersen havde en lille smule penge, som han havde samlet sammen, et par tusind kr., til at leve for, og så konsulterede han en professor Sofus Bang i København. Lægen konstaterede en kraftig tuberkulose og anbefalede Simon Petersen at tage til Tyrol, til den tynde luft.

 

Efter et halvt år her kom han hjem, kolossalt udhvilet, og startede en radiofor-retning i Slagelse. Det gik godt i et par års tid, inden sygdommen var der igen. Efter endnu en rekonvalscent-periode begyndte han for tredje gang i Slagelse, men der gik kun en tid, før han på ny var nede.

 

På hospitalet i Slagelse konstaterede overlæge Ragar nyre-tuberkulose og an-befalede Simon Petersen at sælge forretning og bil for at kunne tage ophold på Vejlefjord Sanatorium.

 

Opholdet her gjorde ham godt. Han tillod sig den frihed, at han gik ned til Vejle Fjord og badede og svømmede, skønt han ikke måtte, afslører han. Han gik også lange ture, dobbelt så lange som han måtte. En dag meddelte overlæge Graversen ham, at han var bacillefri. Han havde opholdt sig på sanatoriet sammen med 7-8 andre patienter, men efter 5 år var alle de andre døde.

 

Han begyndte så forfra for fjerde gang, med en lille butik i Aalborg, men dér blev han også syg og kom på Vejlefjord én gang til. Og da havde han ikke penge nok til at blive bacillefri og måtte tage hjem.

 

- Jeg havde ikke flere penge. Jeg har den sidste regning endnu, det var midt i måneden, at den skulle betales. Så stod jeg i den lille butik, hvor jeg havde en dame, der solgte en grammofonplade en gang imellem, husker Simon Peter-sen.

 

En dag kom en af Simon Petersens studiekammerater, Have hed han, ind i butikken og spurgte, hvordan det stod til. Simon Petersen svarede, at han hav-de det ad h. til. Det kunne studiekammeraten godt forstå; han havde været ude i Østen i 2 år for F. L. Schmidt, og fortalte, at selskabet havde den skik, at når det sendte en ingeniør ud, betalte det alt derude for ham, og når han kom hjem, lå der 15.000-16.000 kr. til ham.

 

-Så vi skal på ferie, vil du ikke med? spurgte han. Simon Petersen havde en bil, som var købt på afbetaling, og så kørte de til Skagen og indlogerede sig på Ruths Hotel i Gl. Skagen.

 

Her blev der danset lidt om aftenen, og på hotellet boede der et par søde svenske piger. Den ene hed Irene, og det varede ikke mange dage, før hun og Simon Petersen var blevet forlovet. Det var sidst i august, og de var gift inden jul. 9 måneder og 2 dage efter blev datteren Kirsten født. Simon Petersen kal-der Irene for en strålende hustru, som fik sat skik på ham.

 

Han stod nede i kælderen og bankede radioer sammen, men de kunne ikke afprøves før om aftenen, for der var støj i atmosfæren i dagtimerne. Irene fik det ordnet sådan, at han stod sent op, så han kunne gå ud og sælge radioer om aftenen og natten.

 

En tak fra Vejlefjord Sanatorium

 

Som et sidespring fortæller Simon Petersen, at mens han var på Vejlefjord, fik sanatoriet installeret et nyt lysanlæg, kulbuelamper til lysstrålebehandling af patienter. Et ingeniør-firma havde installeret 110 volt, og det var ikke en spæn-ding, det var sjovt at arbejde med. Lamperne skulle brænde ved 45 volt, og det kunne man ikke tage fra 110 volt; man kunne ikke sætte 2 lamper i serie. Ingeniørfirmaet prøvede forgæves at lave nogle kæmpe-modstande for at få et spændingsfald.

 

Så spurgte Simon Petersen overlæge Graversen, om han måtte kigge på det, og fik så lavet en 440 volt vekselstrømsgenerator, som der blev sat en damp-maskine til at trække. Kablerne blev ganske korte, og der blev sat en transfor-mator ind for hver kulbuelampe, så de brændte med den rigtige spænding. Det kostede ikke mere end en tredjedel.

 

Da Simon Petersen var kommet hjem til Aalborg, kom Graversen til byen og forærede ham en kulbuelampe. Den fik han sat op i køkkenet i den etværelses lejlighed, og hans kone måtte holde sig væk, mens han var i køkkenet og brug-te den gule lampe. Den var medvirkende til, at han kom sig, mener han selv og betoner, at han nu har et godt helbred.

 

I Aalborg var der 20-30 radiogrossister, hvor enhver læredreng kunne købe en radio med rabat, og de gjorde det. Når nogen kendte nogen, som kendte nogen, så var det vejen, fortæller Simon Petersen

 

Han husker, at han forhandlede Telefunken, men at komme til at sælge noget og tjene penge på det var næsten umuligt. Han kunne en gang imellem være heldig og finde en mand, der var så dum, men det var ikke almindeligt. Så han sagde til sig selv, at hvis det skulle gå, skulle han lave noget selv. Og så bilde folk ind, at det var lige så godt som det andet.

 

Frække annoncer om en modtager

 

Simon Petersen konstruerede en 3 lampers detektormodtager med almindelig tilbagekobling. Det var, da 20 volts rør var kommet, de kunne give en lille smule effekt. Han lavede modtageren så dårlig, at den ikke kunne modtage mere end 6-7 stationer, men dem kunne den skille. Så kunne han lave den, så den spil-lede gevaldig fint, og han fremstillede også en dynamisk højttaler. I de lokale aviser blev der indrykket  frække annoncer, som gik på, at det ikke var verdens ottende underværk, men det duede. Den radio blev han velhavende på, siger han selv.

 

- Det var noget af det sjove, at det var ikke nok at lave radio dengang, man skulle også lave en radiofabrik og maskiner og målesendere. Man skulle lave det hele, man skulle lave en hel industri. Det synes jeg var spændende, man lavede ikke kun radioer, man lavede en radioindustri, siger Jens Bang.

 

Og Simon Petersen tilføjer, at de fabrikanter, som havde hjemme i København, jo ofte havde den fordel, at de havde underleverandører i nærheden - eller nog-le, som kunne blive til underleverandører, lave drejekondensatorer, spoler og hvad det nu skulle være, f. eks. Prahn.

 

En forskrækkelse under besættelsen

 

S. P. Radio havde meget store problemer under 2. verdenskrig, fortæller Simon Petersen. Tyskerne havde fundet ud af, at Aalborg-fabrikken godt kunne noget, og Simon Petersen husker et møde med to Gestapo-banditter, der stod med de-res revolvere.

 

S.P. havde lavet en modtager, som var god til at pejle tyskernes støjsendere, og det havde tyskerne opdaget. Om fabrikken ville holde op med at lave dem? Ja, det ville Simon Petersen da godt. Men der var lavet flere hundrede, som alle stod rundt i Danmark, så hvis S.P. holdt op, spillede det ingen rolle. ”Men hvis I skyder mig, så bliver det da en stor reklame for modtagerne”, sagde Simon Petersen til tyskerne, og så skød de ham ikke.

 

Simon Petersen lavede også en sender og modtager og prøvede at få forbin-delse med englænderne allerede i 1940, samme år, som tyskerne kom den 9. april. Den mindede lidt om den, som ingeniør Lorenz Duus Hansen fra B&O lavede [Telefonbogen], med 2 stk. 100 mA udgangsrør, som kunne give 3-4 watt stykket. S.P. havde noget lignende. Senderen virkede, men Simon Petersen synes, at englænderne ikke kunne nogen ting. ”De havde ikke orden i nogen verdens ting”, siger han. Han kunne nok morse en smule, men det var langsomt og omstændeligt, så der kom ikke noget ud af det.

 

Simon Petersen spillede også lidt højt spil engang imellem. Han havde et som-merhus i Grønhøj mellem Blokhus og Løkken, og her var der en kælder, hvor han havde en sender og modtager.

 

En dag kom der en tysk soldat ind i forretningen i Aalborg og spurgte, om Si-mon Petersen ikke kunne lave et pejleanlæg. Det kunne han sagtens, det var bare at tage en almindelig transportabel modtager og sætte en skala på, så var det en pejle-modtager, og den gik tyskeren så med.

 

Men en dag opdagede Simon Petersen, at dér sad de oppe i en klit en kilo-meter eller halvanden væk fra sommerhuset og pejlede, og det var ham, Simon Petersen, de pejlede efter! Men så inviterede Simon Petersen tyskeren og et par af hans kammerater fra Gestapo til et vældigt gilde. Dér sad de og åd og drak oven på senderen, som lå nedenunder. De syntes, det var vældig sjovt, men Simon Petersen trak følehornene til sig, da han blev klar over, at tyskerne var ude efter ham.

 

Sailor i gang med nødkaldeanlæg

 

Jens Bang spørger, om det stadig går godt på fabrikken i Aalborg.

 

Simon Petersen svarer, at det er hans indtryk, at sønnen har lavet en fabrik, der er så god, som den kan blive. Der skal ikke laves noget om. Og markedet for skibsradioer er stadig godt – der sælges alt det, fabrikken kan producere.

 

Han fortæller, at hans søn og arvtager, Ole Simon Petersen, for nylig konstru-erede et nødkaldeanlæg. Når et skib ligger et eller andet sted i nød, med læk, maskinskade, grundstødning, kollision etc, sender telegrafisten mayday. De skibe, som i dag har det anlæg, som Ole Simon Petersen har lavet, registrerer øjeblikkelig dette mayday automatisk og pejler, hvor det nødstedte skib befinder sig - alt sker automatisk. Så snart skibene med nødanlægget har fået positionen at vide, sender de den rundt, også automatisk, så alle skibe, der ligger i nær-heden af det nødstedte fartøj, hører det. Så meddeler de skibet, at de er i nær-heden, eller at de er på vej.

 

Skibene behøver ikke have radiotelegrafist om bord. En radiotelegrafist koster rundt regnet en million om året, siger Simon Petersen, og et nødkaldeanlæg koster knapt 100.000. Og fabrikken skal i gang med at lave en ny serie, anden generation. Første generation var vist på 200 anlæg, og de er solgt forlængst.

 

Usædvanlig konkurrence-situation

 

- Men jeg forstår på dem, at omsætningen går ned, hvad så årsagen er, det véd jeg ikke. Tiden er sådan, at alt går i stå. Hvis noget går i stå, så er det alminde-ligvis ikke, fordi det ikke dur, der er simpelt hen ingen købere. Det er ikke en konkurrence-situation af sædvanlig art, alt går bare i stå, siger Simon Petersen til Jens Bang under samtalen. Den slutter med denne ordveksling:

 

Simon Petersen: - De ting, de laver hos B&O nu, er de så meget bedre end an-det, at det retfærdiggør de meget høje priser?

 

Jens Bang: - Det er vel et spørgsmål om, at hvis kunderne vil betale de høje pri-ser, så er det jo i orden.

 

Simon Petersen: - Man siger, at her har vi kunden, og dér har vi det normale, og det er kunden vant til. Nu kommer der noget, der ligger ovenover. Er der nogen, der vil give det?

 

Jens Bang: - Det er der jo altså.



Villy Marius Nielsen

Villy Nielsen, der var født og opvokset i Aalborg, var gennem hele sit liv et meget vågent, nysgerrigt og alsidigt interesseret menneske. Helt fra dreng havde han ønsker om at komme ud at se verden, og inden 2. Verdenskrig kørte Villy Nielsen rundt i Europa på sin Nimbus.
I 1937 blev han udlært som elektriker og blev bl.a. et års tid ansat hos Bang og Olufsen. Under krigen var Villy Nielsen en periode i CB, civilbeskyttelesestjenesten, og illegalt fremstillede han antenner, så folk kunne modtage de forbudte radionyheder fra London. Efter krigen tog Villy Nielsen en telegrafistuddannelse. Et ægteskab med Lis, med hvem han fik tre børn, holdt ikke. Senere lærte Villy Nielsen Aase fra Dolmer ved Grenå at kende, da hun blev ansat som hans husbestyrerinde. De blev gift i 1967 og fik sammen en datter. Han var et varmt og opmærksomt familiemenneske.
Efter at være ansat i Grønlands Styrelse i 1947, arbejdede Villy Nielsen det første år i København for at forberede 26 radiostationer i Grønland. Grønlandsopholdet kom til at strække sig over hen ved 30 år med mange store oplevelser. Blandt andet var der i disse år flere tragiske skibsforlis.
Af kong Frederik blev han i 1951 udnævnt til radiotelegrafbestyrer og kom i 1952 til Thule, hvor han havde samarbejde med den militære ledelse. Villy Nielsen involverede sig i Godhavn i 1954 i forbedring af kommunikationsudstyret og af at etablere ny vandforsyning for blandt andet at undgå de for så alvorlige sygdomme. Så fulgte Julianehåb i 1956 og i 1963 Angmagssalik. Her var parret værtsfolk for tronfølgeren, prinsesse Margrethe og prins Henrik og flere andre prominente. Villy Nielsen var en sensitiv, livsglad, selskabelig mand, og i besiddelse af humor og lune og usædvanligt gode evner for at omgås sine medmennesker og med sin dybe respekt for grønlændere som ligeværdige, modte han også respekt hos dem. Foruden sin interesse for verdenshistorie og politik, var Villy Nielsen en flittig amatørfotograf. Han var meget musikalsk og nød især klassisk musik og opera. Samme år som opholdet i Grønland sluttede fik Villy Nielsen i 1975 tildelt ridder korset.
Helt fra sin drengetid og som tolvårig bådejer havde Villy Nielsen sejlet. Det havde han savnet meget gennem de mange år i Grønland, og da familien slog sig ned på Gjøl, blev der igen til båd og mange sejlture. Ved sin død var Villy Nielsen æresmedlem i Gjøl Sejlklub.
På Gjøl oprettede Villy Nielsen eget radio- og radarværksted, og efter opfordring fra Grønlands Handel servicerede han udstyret på grønlandsskibene. I forbindelse med sit arbejde, som han først stoppede med som 82-årig, glædede Villy Nielsen sig over flere besøg i Grønland. Han støttede oprettelsen af Marinemuseet i Aalborg, hvor han desuden leverede en del udstyr. Villy Nielsen var en rigtig god fortæller og havde en skarp hukommelse, og han tog gerne ud og underholdt og berettede om sine mange oplevelser.

Villy Nielsen, der gennem det seneste år har været lidt træt, men fortsat haft en klar hjerne og humor, døde efter få dages indlæggelse. Foruden Aase efterlader han fire børn, svigerbørn, seks børnebørn og to oldebørn



Frits Jacobsen

Efter længere tids sygdom er vores gode ven gennem mange år i SP tiden, Frits Jacobsen, gået bort. Han ville rigtig meget gerne have været med her den 10. september i år, men smerterne var for store til at han kunne overkomme det. Lungekræften havde desværre bidt sig fast og her i efteråret mistede vi så Frits Frits var "bogholder" og prokurist i den gode SP tid i firserne og havde god hjælp af "damerne" og Bue i bogholderie. De var alle aktive i vores hedengangne Funktionærforening. Vi har haft mange gode timer sammen. I ECI tiden blev bogholderiet flyttet til Værløse og Frits måtte finde nyt arbejde. Han kom til ETI og var her i mange år. Frits var meget respekteret og afholdt af kollegaerne, så han er savnet med sit lune og gemytlige væsen.

HH


Svend Aage Jensen

Mandag morgen den 3. august ringende Dantoft til mig med den triste meddelelse, at vores gamle ven, prøvemester Svend Aage Jensen, døde i weekenden.
Svend Aage startede i SP Radio i 1951 og var der i 40 år inden han gik på pension. Det var før der var noget der, hed fjernsyn. Han var med til opstarten af SP klubben i 2001, hvor vi fejrede Simon Petersens 100 års fødselsdag. Svend Aage havde en samling af radioudsendelser og interviews med Simon samt mange billeder, som klubben har nydt godt af.
Han vil blive savnet.

HH


Simons historie

Radiopioneren Ing. Simon Petersen – grundlæggeren af S.P.Radio A/S og ”Sailor”

(Samlet og skrevet af Svend Aage Jensen, værkfører - systemtest)

Grundlæggeren af SP Radio og ”Sailor”, Simon Petersen kunne den 10. september 2001 være fyldt 100 år.

Simon Petersen blev født i Bjergby i Vendsyssel af en landmandsfamilie og var enebarn.

Som Simon Petersen selv har sagt om sin far, at han aldrig havde lært de fire regnearter, men som havde sagt, at det skulle hans søn kunne efter skolegang, som sluttede med realeksamen i Hjørring.

Efter skolegangen var det stadig forældrenes ønske, at deres søn skulle være landmand. Han hjalp også til med landbruget, men en kold efterårsdag med regn og arbejde i marken, blev det for meget. Landbruget var ikke noget for Simon Petersen. Han talte med sin far, om han kunne få fri. Det var der ikke noget i vejen for. Simon Petersen cyklede til Perdershåb maskinfabrik i Brønderslev, ringede på og spurgte, om han kunne komme i lære som maskinarbejde. Det kunne han.

Da han kom hjem, måtte han fortælle sin far, at han skulle i lære som maskinarbejde, og da så han sin far græde for første gang.

Under skoletiden og læretiden var Simon Petersen begyndt at interessere sig for radio. Det var i 1917-18. Maskinlære var ikke det som Simon Petersen havde tænkt sig og efter ca. 1 år sluttede han på Pedershåb Maskinfabrik.

Han søgte om optagelse på Aarhus teknikum og blev optaget indenfor El linien, blandt andet sammen med en Hr. Bang og en Hr. Olufsen, senere B&O i Struer. De tre lavede lysnet radioer, som de solgte og tjente penge til opholdet på Teknikum.

Efter afslutningen og eksamen på Teknikum, rejste Simon Petersen til Frederikshavn og begyndte at lave elinstallationer fra gård til gård og tjente penge. Det var i ca. 1922.

Han rejste senere til Slagelse, hvor de søgte en elmester og han fik arbejdet.

Efter ca. 1 år blev Simon Petersen ramt af Tuberkulose og måtte frasige sig arbejde uden løn. Efter ca. 1 års tid var han på højkant igen og søgte arbejde. Men når en ny arbejdsgiver fik kendskab til hans tuberkulosesygdom, var der ingen arbejde at få. En tuberkulose ramt person var ikke så meget værd; han kunne nemt blive syg igen.

Så startede han en forretning i Slagelse men efter 2 år var tuberkulosen vendt tilbage og forretningen måtte lukke med alt tabt.

Han kom nu på Vejlefjord Sanatorium. Under opholdet sanatoriet begyndte han at lave kulbuelys til sanatoriet, som brugte dem til helbredelse af tuberkulosen. Han lavede mange anlæg og da han blev udskrevet, fik han foræret et anlæg, som han brugte hjemme til sig selv.

Efter opholdet i vejle, rejste Simon Petersen til Aalborg. Det skete omkring 1930.

Her startede han en radioforretning i Østerå og noget senere begyndte han også at lave radioer. Og som der stod i reklamen: Ikke en dusin radio men en ener!

Radioens højtid var i 1950-55 og fabrikken var da flyttet til Ryesgade 38.

I 1955-60 begyndte fjernsyns tiden og ca. 6000 fjernsyn blev fabrikeret.

I oktober 1958 flyttede fabrikken fra Ryesgade til ny fabriksbygning på Riihimäkivej.

Ca. i 1965 stoppede fabrikken med fjernsyn .

I 1961 begyndte man på skibsradioer til små og store skibe. Der var små radioanlæg som VHF og store telegrafianlæg.

I 1970 kom VHF radiotelefonen RT144. Det var en teknisk forbedring og som kunne sælges for 3500 kr. som før kostede op til 10.000 kr.

Fra november 1978 var fabrikken flyttet fra Riihimäkivej til Porsvej 2.

Udviklingen fortsatte med GMDSS, et nyt sikkerhedssystem, som blev indført i alle lande. Ligeledes begyndte satellitsystemer at komme frem.

Efter Simon Petersens aktive afslutning af radiofabrikken, var hans tanke og arbejde at få et radiomuseum. Fik den også lavet i den gamle radiofabrik på Riihimäkivej og fik samlet mange ting og oprettet museet.

Da museet var en afdeling af teknisk museum i København og efter Simon Petersens død i 1994 var der nogen der ville af med afdelingen i Aalborg og derved blev det – trods megen modstand og skriverier. Simon Petersen var jo tavs.

Mange af SP Radio’s og Sailors skibsradioanlæg er i dag opsat og monteret på Skibsmuseet i Aalborg.

SAJ/01



Følgende indlæg er notater, som blev brugt af Simons mangeårige ven Villy Nielsen fra Gøl på mødet den 10. september 2003, der fortalte om Simon fra hans første møde.

1938

Første gang jeg traf Simon, var i hans radioforretning i Østerå. Radiofabrikken var i nogle gamle barakker lige bag ved Budolfi Kirke. Jeg skulle have en samtale med ham om levering af nogle radioapparater til Radiolytternes Hjælpefond. Jeg ventede på han skulle blive færdig med at ekspedere en landmand, som så på en radiogrammofon. Simon forklarede hvor god den var, og hvor solid den var lavet, men det trak ud med kundens bestemmelse, han var skeptisk, og spurgte Simon, om han nu også kunne stole på det. Da tabte Simon tålmodigheden, han gik hen og åbnede butiksdøren og bad manden om at gå. Simon vendte sig om mod mig og sagde - han skal ikke tro, at jeg står og fylder ham med løgn. Nu kan han gå et andet sted han, og se om han kan købe noget der er bedre. Simons store styrke skyldes hans stærke vilje til at løse en opgave - og hans selvtillid med tro på, at han kunne. Han stræbte altid efter at produktet skulle være det bedste. Den stærke vilje, var vel, som ægte Vendelbo, medfødt.

Hans vilje og mod på livet, var sikkert medvirkende til, at han kom over de alvorlige sygdomsangreb, som var ved at tage livet af ham som ung. Sejren over sygdom, var en inspirerende årsag til hans indsats fremover. Han dyrkede motion og lysbade til kort før hans død. Simons motto var, at være en fri mand, uden gæld. Når Simon begyndte på noget nyt, havde han pengene til det. Han sagde ofte til mig, man skal ikke skræve mere end bukserne kan holde, og man skal ikke investere mere end man har råd til at tabe. Såre simpelt; de renter som lån koster går fra fortjenesten.

Da krisen kom for fjernsynsfabrikanterne i halvtredserne, overværede jeg et tilfældigt møde mellem Simon og 3 af de store fabrikanter ombord på Simons båd. De beklagede sig meget over TV salget. Simon sagde, vi skulle gjort, som jeg foreslog, nemlig, at skrue produktionen ned et års tid, hvorpå en af de tilstedeværende svarede, det kan du sagtens sige. Da de var gået, spurgte jeg Simon, hvad mente han med det? Simon forklarede, at når SP satte årets modeller på markedet, så var det hele betalt, og afbetalingskontrakterne, gik direkte hjem til SP, medens de andre, havde den nye produktion på veksler, og kontrakterne lå ved advokater, og så sejler de rundt i så store både.

Simon foreslog mig at holde op i Grønland, så skulle vi starte TV- salg og Skibsradioservice i Skagen og Frederikshavn, for nu var der Vendsyssel tilbage som skulle have TV, så markedet var stort. Simon sagde til mig Villy - du har kun 10 fingre, og der er kun 24 timer i døgnet. Der vil altid være en grænse for, hvad du kan tjene. Du skal gå over til at handle. Efter nærmere omtanke, sagde jeg nej, og spurgte ham, hvad der så ville ske, når Vendsyssel blev TV dækket ?

Jeg rådede Simon stærkt til at skifte om til et produkt, som der var stærkt behov for, og som ikke havde noget med underholdning at gøre. Jeg havde jo gennem mit arbejde set behovet for en ny dansk skibsradio-produktion, nu efter krigen, og hvis der blev lavet noget godt, ville der også blive stor efterspørgsel, både fra store og små skibe. Simon var interesseret, da han nu også var maritimt interesseret gennem sejlsporten. Han tog skridtet, og vi har set resultater. Fra starten af, var det hans mål, at det skulle være det bedste. Og det var meget vigtigt, at der blev etableret effektiv service.

Simon satte hurtig gang i en lille sender/modtager. Og den første radiopejler, fik jeg med, på Aalborg/København båden, for at prøve den af på Kattegat, den virkede fint. Da jeg i 1948 kom ti1 Grønland, var de grønlandske butikker begyndt at sælge nogle elendige radiofoni-modtagere.Da jeg kom hjem på ferie i 1950, foreslog jeg Simon, at SP skulle lave en god modtager med forrør altså HF-forstærkning. Den ville således også blive god med ferritantenne. Den blev en succes, og der blev solgt en del af dem. Nu kunne man høre grønlands radio fra Godthåb langt op og ned ad kysten, samt Kalundborg langbølgesender om vinteren.På vores sejlture rundt til danske havne, besøgte Simon SP forhandlere som også skulle være service-teknikker. Nar så Simon kom ombord igen, fortalte han om forhandleren som han havde besøgt, om han havde forstand på radio, om værkstedet var i orden, om der var ordentlig udstyr af instrumenter. Hvis det ikke var i orden overvejede Simon at tage retten til forhandling af SP tilbage. Ved min færden på skibe i så mange år, har jeg altid hørt godt og ros om SP-produkter og den gode service.

For mange år siden da Simon spurgte mig, om vi skulle sejle på ferie sammen, svarede jeg at der nok var for stor forskel på vores økonomi. Han så lidt hvas på mig, om hvad jeg tænkte om ham, og tilføjede, vi skal ud og nyde naturen, sejladsen og vor samvær, så økonomisk forskel har ingen betydning. Vi tager en cigarkasse, der lægger vi hver 100 kroner i, og når vi har spist dem op, lægger vi igen 100 kroner i, osv. Den gik jeg med på, for det var praktisk. Simon smed ikke mad væk som stadig kunne bruges. Nar vi var på vej hjem, og skulle anløbe Hals, så vi efter om der var franskbrød tilbage, for så var der ingen grund til at gå til bageren næste morgen i Hals.

Sparsommelighed og respekt for værdier, var han jo opdraget til, gennem hele hans barndom og ungdom. Men når han ville spendere en middag, enten når vi var ude at sejle, eller når han inviterede til fest i hjemmet, var der ingen grænser for hvor godt det skulle være. Der kom hans ønske om kvalitet, også frem.

Jeg satte stor pris på Simon, han var en mand, som ikke var så let at gennemskue. Bag den skal, som han kunne omgive sig med, var der et varmt hjerte, som han havde lidt svært ved at vise frem, han skjulte sine følelser. Over for mig har han mange gange rost medarbejdere på SP. Mit venskab med Simon, i cirka 50 år, har naturligvis været baseret på forståelse og tillid, samt interesser. Han var ærlig og hæderlig, elskede Danmark og naturen. Sejlsporten var hans store interesse. Når fortøjningerne var kastet sagde Simon, så nu skal vi hygge os, nu har vi lagt det hele bag os.

Simon opnåede det meste af det han ville. Men museet blev jo ikke det, som han og Tage Skoubo havde ønsket. Det havde Simon kvaler med lige til hans død.Mit sidste besøg hos Simon, var den aften, hvor han døde næste morgen. Da jeg satte mig ned ved sengen, tog han min hånd, og med svag stemme med blink i øjet spurgte han mig - hvordan har du det Villy? Jeg svarede, jeg har det godt, men det kan jeg vel ikke sige om dig? Nej, svarede han, det er noget skidt - noget rigtig skidt. Han havde nu mistet håbet, var indstillet på at det var ved at slutte.

Kirsten, hans datter, var der også. Kirsten ringede til mig om morgenen og fortalte, at Simon nu var død, og hun havde haft en god samtale med ham inden, om hvad der skulle ske. Han ønskede at få jakkesæt på, med Søspejdernes emblem i knaphullet.

Simon var klar i hovedet lige til det sidste!

Villy